Vi var på besøg hos mine forældre i weekenden, og jeg kiggede lidt løst i min mors blade. Hun holder Familie Jounalen sammen med sin søster og den har været en del af dem så længe som jeg kan huske tilbage. Det er nostalgi for mig at kigge i de blade og i weekende gjorde jeg det igen. Jeg faldt over en historie fra den virkelige verden om at være arbejdesløs ( øj det ord er virkelig så grimt) Det var en dame der skrev, nogle år ældre end mig, men stadig væk skrev hun så jeg kunne forholde mig til det. Hun skrev om at gå derhjemme og føle glæden ved at være der for sin familie, men hun satter også ord på de ander følser der kommer. Det med at selvtilliden der bare daler, når man ikke høre noget fra alle der steder man søger. At man slet ikke føler sig god nok når man aldrig kommer til nogen samtaler. At der er sorg over ikke at kunne finde drømmejobbet. Men at det allerværste ikke er at ikke at have et job, men ikke at være del af noget fællesskab!
Hvor jeg dog kender det, alt for godt desværre. Jeg savner ikke at job, men fællesskabet der er forbundet med et job. Jeg savner at have nogen at snakke med i hverdagen og få motioneret mit smilebånd. At være en del af noget og føle at man aktivt bidrager med noget. Jeg syntes alt for mange sætter lighedstegn mellem at være og have et job. Sådanne forstået at man ikke er noget uden et job. Lige meget hvor jeg kommer hen er det første folk altid spørger efter: Nå har du så fået dig et job? Og hver gang kan jeg slukøret fortælle at nej det har jeg ikke. Indvendtigt græder jeg, for jeg vil jo gerne have et job. Men der er bare ikke lige noget til mig lilge nu.....
Men lige i dag er det PYT, for jeg har fået fyldt mine depoter op med sol-vitaminer fra weekenden. Sad ude og strikkede hestetømmer, mens datteren sov lur og manden min fik stampet gårdspladsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar